Det reparerede produkt

Formelt set er det brugeren selv, der reparerer, men med fikseren som rådgiver. Og reelt ved vi godt at det ofte er vore fikser-fingre, der er de aktive. Uanset om vi giver gode råd eller har aktive fingre, så har vi også en del af ansvaret for at brugeren ikke bliver sendt hjem med noget, hvor han/hun kan komme til skade. Eller i hvert fald ikke har større sandsynlighed for at komme til skade end med det oprindelige produkt. Hvor meget man kan tage højde for den slags, afhænger selvfølgeligt af, hvor megen erfaring man har med den pågældende type af reparationer, men husk helt generelt, at det er bedre at sige „det her tør jeg ikke lave og sende dig hjem med“ end det er at „tage en chance“. Risikoen er selvfølgelig mest umiddelbart til stede, hvis der er tale om 230V forsynede genstande og her bruger jeg følgende to generelle regler - fiksere, der ved mere, kan have andre regler:

• Al isolering skal kunne genetableres mindst lige så godt som på det oprindelige produkt. (Jeg har fx afvist at reparere en varmepude fordi jeg skulle rive betrækket i stykker og ikke kunne reetablere det)
• Ingen modifikationer af det elektriske kredsløb så der skabes en „alternativ løsning“ (Fx vil jeg aldrig gå uden om en termosikring, heller ikke selv om der måske er to. Men gerne udskifte en termosikring med en tilsvarende. Hvis en printbane er knækket og jeg genskaber forbindelse med en stump ledning betragter jeg det ikke som en alternativ løsning i forhold til den oprindelige, men kontroller at det ikke kan give problemer med den ekstra tykkelse ved genmontering.)

Tænk også på, at ting, der skal anvendes til fødevarer måske ikke må limes eller overfladebehandles med hvad som helst. (En norsk AT medarbejder fortalte mig om dengang, de løb ind i ekstra mange tilfælde af blyforgiftning og endelig - nærmest ved et tilfælde - fik sporet det til en skrothandler, der lavede destillationsanlæg til hjemmebrug og synes at det var mægtigt flot, hvis han overtrak opsamlingskuplen med loddetin)

Retur til Start